Ofte stillede spørgsmål

Hvordan fungerer det, hvis man vil leje lokalerne?
Ring eller send os en mail, så aftaler vi en tid, hvor I kan se lokalerne. Hvis I ønsker at leje lokalerne, skriver vi en lejekontrakt. Vi gennemgår lejevilkårene sammen, og I får en kopi af både kontrakt og lejevilkår.

Hvad koster det at leje lokalerne?
Det koster kr. 2.500,- for et weekend-arrangement (fredag-søndag). Prisen er inklusiv alt service, borde/stole, slutrengøring samt varmeforbrug. El og vand afregnes efter forbrug.

Hvornår kan man hente nøglen?
Som lejer får man kode til nøgleboksen tilsendt på SMS på det tidspunkt, der er aftalt i lejekontrakten. Det er derfor vigtigt at give os besked, hvis man skifter telefonnummer efter indgåelse af lejekontrakten.

Hvor må man parkere?
Man må parkere på arealet foran bygningen og på Pilevej. Desuden er der mulighed for parkering ved børneinstitutionen Pilekvisten på Pilevej. Det er ikke tilladt at parkere på grusarealet bag bygningen, da det tilhører en anden matrikel. 

Hvor mange mennesker kan der være?
Vi anbefaler maks. 60 personer til arrangementer med spisning. Hvis I skal holde et arrangement med dans anbefaler vi maks. 45 personer, hvis der skal være plads til både musik og dansegulv.

Skal man gøre rent?
Nej - lejeprisen er inklusiv almindelig slutrengøring. Er der behov for yderligere rengøring/oprydning opkræves dog en ekstra betaling på kr. 300,- ekskl. moms pr. påbegyndt time. Rengøring og fjernelse af konfetti, stearin, opkast mv. på gulve og vægge indgår ikke i almindelig slutrengøring. Vi opfordrer til, at man som lejer læser lejevilkårene, hvor der udførligt er beskrevet, hvad man som lejer skal gøre inden, man forlader lokalerne. 

Hvornår skal man give besked, hvis man vil leje duge?
Vi skal have besked senest en uge før arrangementet, hvis I ønsker at leje duge gennem os. Ring eller send os en mail med det antal duge, I ønsker at leje - så sørger vi for, at de ligger parat til jeres fest.

Må man tage sin hund med?
Nej - husdyr er ikke tilladt i lokalerne. Heller ikke i entreen. 

Hvad skal man selv medbringe?
I skal selv medbringe viskestykker, karklude, stanniol/emballage til indpakning af madrester, almindelige affaldsposer til skraldespanden i køkkenet. Toiletpapir, håndsæbe, kaffefiltre, opvaskemiddel og opvasketabs er inkl. i lejeprisen.

Hvad er der af udstyr og hårde hvidevarer i køkkenet?
Alt inventaret i køkkenet er beskrevet på inventarlisten, som findes på denne side. Derudover er der 2 køleskabe (hvoraf det ene er et køle/fryseskab), 2 komfurer/ovne, 1 mikroovn, 2 opvaskemaskiner og 2 kaffemaskiner.

Hvor mange kan der sidde ved bordene?
Ved de aflange borde kan der sidde 3 personer på hver langside, og 1 person ved hver bordende. Ved de runde borde kan der maks. sidde 8 personer. De aflange borde måler 80 x 180 cm og de runde har en diameter på 180 cm.

Undgå ekstra-betaling

Vi opfordrer til, at man som lejer læser lejevilkårene grundigt igennem.

Lejevilkårene indeholder mange svar på spørgsmål, og beskriver, hvordan man som lejer skal forlade lokalerne efter endt lejemål.